Taxhuset

Hjemmevejledning

Kort om hjemmevejledningen

Taxhuset har et team af hjemmevejledere, der tilbyder hjemmevejledningsydelser til borgere i Høje-Taastrup Kommune og Region Hovedstaden med senhjerneskader.

Målet med hjemmevejledningen er at støtte den ramte borger i at få mere struktur og sammenhæng i hverdagen og hermed skabe bedre muligheder for aktivitet og livskvalitet.

Hjemmevejledning skal bevilliges af den kommune borgeren bor i.

 

Hvad er hjemmevejledning?

Hvis et menneske får en hjerneskade kan der opstå problemer med bl.a. koncentration, hukommelse, overblik og evnen til planlægning og struktur. Det er det, der også kaldes "skjulte handicap".

De skjulte handicap kan medføre, at den hjerneskadede har svært ved at genoptage fysiske, psykiske og sociale aktiviteter i dagligdagen. Opgaver som er væsentlige for at leve et selvstændigt liv i egen bolig. Her kan en hjemmevejleder være en god hjælp.

 

Målet med hjemmevejledning

Målet med hjemmevejledningen er at støtte den ramte borger i at få mere struktur og sammenhæng i hverdagen og hermed skabe bedre muligheder for aktivitet og livskvalitet.

Hjemmevejlederen kan også støtte den hjerneskadede i sociale relationer og aktiviteter.

Hjemmevejlederen arbejder i den hjerneskadedes eget hjem og nærmiljø sammen med den hjerneskadede, de pårørende og andre nøglepersoner. I modsætning til almindelig hjemmehjælp løser hjemmevejlederen ikke opgaverne for den hjerneskadede men sammen med den hjerneskadede.

 

Hjemmevejlederteamet

Hjemmevejlederteamet har base i botilbuddet Taxhusets ergo- og fysioterapi. Teamet består af terapeuter, der alle har solid viden om og erfaring med følgerne efter en erhvervet hjerneskade.

 

Dokumentation af indsatsen

I hjemmevejledningstilbuddet indgår dokumentation. Ved hjemmevejledningens begyndelse udarbejder hjemmevejlederen i samarbejde med den ramte en beskrivelse af målene for indsatsen. Der tages udgangspunkt i den ramtes ønsker, ressourcer og problemer.

I det videre forløb arbejdes der efter de fælles opstillede mål og der evalueres løbende.

Efter 3 måneder udarbejdes et startdokument. Herefter udarbejdes evaluering ca. hver 6. måned.

 

Supervision og vejledning

Teamet modtager løbende vejledning og supervision.

 

Bevilling af hjemmevejledning

Hjemmevejledning er som udgangspunkt en kommunal opgave, der skal bevilges af borgerens hjemkommune efter Serviceloven (§ 85).

Henvendelse vedrørende behov for hjemmevejledning sker til den kommunale sagsbehandler. Man kan også henvende sig til Taxhusets Terapi, der evt. kan hjælpe med den videre kontakt til hjemkommunens sagsbehandler.

Henvendelsen kan også komme fra sygehusafdelinger, fra den ramte borger selv, fra den ramtes pårørende m.fl.

I samspil med borgeren, evt. pårørende og sagsbehandleren vurderes behovet for hjemmevejledning, antallet af timer pr. uge samt forløbets varighed. På denne baggrund er det sagsbehandleren, der søger om bevilling i det kommunale system.

Når (og hvis) bevillingen er givet, videregives opgaven til en hjemmevejleder.

 

Hjemmevejledningen omfatter

Hjemmevejledning hos borgeren
Målbeskrivelse i samarbejde med borgeren
Kørsel
Dokumentation
Vurdering - opfølgning
Planlægning
Mødevirksomhed
Supervision

 

Prisen for hjemmevejledning i 2015: 375,00 kr. pr. visiteret time, derudover ½ times kørsel pr. besøg (187,50 kr.).

Betaling sker ved fremsendelse af e-faktura fra Taxhusets administration til borgerens kommune.

Prisen dækker alene Taxhusets faktiske udgifter ifm. hjemmevejledningen.